Du har et såkaldt IK-krav. På
www.su.dk står der følgende:
IK-krav
- du har tjent for meget
Har du haft en for stor indkomst i forhold til dit fribeløb, skal du betale noget af SU'en tilbage.
Du får besked om det året efter, når skattevæsnet har opgjort din årsindkomst. Det er forskellen mellem din årsindkomst (beløbet på din årsopgørelse), og årsfribeløbet, du skal betale tilbage.
Det, du må tjene i løbet af et år (fra januar til og med december), kaldes årsfribeløbet. Vi opgør din indtægt for et helt år, ikke måned for måned. Det, som tæller med som indkomst, når du skal regne ud, hvor meget du må tjene ved siden af SU'en, kaldes egenindkomst. Under 'Hvad må du tjene' kan du læse mere om, hvordan du regner dit årsfribeløb ud.
Hvor meget kræver vi tilbage
Det beløb vi kræver tilbage, svarer til det beløb som din egenindkomst overstiger årsfribeløbet med, dog højest stipendium og lån. Har du fx tjent 70.000 kr. mere end du må, men har kun fået 30.000 kr. i SU, er det de 30.000 kr. du skal betale tilbage (+ 7% i tillæg).
Du får dog rabat. Af det beløb, som svarer til forskellen mellem det mellemste og det laveste fribeløb, skal du kun betale halvdelen tilbage. Under 'Eksempler' kan du se, hvordan du kan regne ud, hvor meget du skal betale tilbage.
I første omgang er det stipendiet, du skal betale tilbage. Dækker stipendiet ikke det beløb, du har tjent for meget, betragter vi også et eventuelt lån som FM-gæld. Det lån du betaler tilbage bliver selvfølgelig fratrukket dit samlede studielån.
Går du på en ungdomsuddannelse og har fået forhøjet dit lån, pga. et lavere stipendium, er det i første omgang det ekstra lån, du skal betale tilbage, derefter dit stipendium og så det almindelige lån.
Går du på en videregående uddannelse og har fået slutlån, skal dette betales tilbage som FM-gæld, hvis du har tjent for meget.
7 procents tillæg
Vi lægger 7 procent til det beløb, du skal betale tilbage, såfremt det overstiger en udeboende stipendierate og en lånerate. De 7 procent er et fast tillæg, ikke en rente. De lægges til din gæld, uanset om du betaler hele gælden tilbage på én gang eller over flere omgange.
Indkomstkontrollen
Når du får SU, bliver den først tildelt, så udbetalt og derefter kontrolleret. Det kan du læse mere om under 'Hvad er SU' > 'Betingelser'.
Når året er gået, kontrollerer SU-systemet, om du har tjent for meget og skal betale noget af din SU tilbage. Har du tjent for meget ved siden af din SU, får du et IK-krav.
I foråret opgør skattevæsnet din indkomst for året før, og vi kontrollerer, om du har tjent for meget. Har du tjent for meget i 2005, modtager du et IK-krav forår/sommer 2006.
Sådan betaler du tilbage
Tilbagebetaling sker til Økonomistyrelsen. Læs mere om SU-gæld, renter og tilbagebetaling på
www.oes.dk > 'Borger' > 'Studielån'.