I den forgange uge blev det til et gensyn med Die Hard, Die Hard 2 og Die Hard 3. Alt sammen for at lægge op til det der skulle blive aftenens actionbrag for undertegnede og venner. Som opvarmning i dag blev der så fortærret anden del i fortællingen om Corleone-familien (vi holder i denne uge Godfather-kavalakade) og Bone’s-mad inden forestillingen.
For at citere fra Friends-afsnittet ”The One With The Nap Partners”, første scene efter titelmelodien:
Chandler: Die Hard is still great!
Joey: Yep, hey what do you say we make it a double feature?
Chandler: What did you rent?
Joey: Die Hard 2.
Chandler: Joey, this is Die Hard 1 again.
Joey: Oh, well we watch it a second time and its Die Hard 2!
Ross: Joey - we just saw it!
Joey: And…?
Ross: And it’ll be cool to see it again. Yeah!
Joey/Ross: Die Hard!!!
Ross: Dude, you didn’t say Die Hard. Is everything okay?
Chandler: Yeah, I just got uh, got plans.
Ross: Well, John McClane had plans!
Chandler: No. See the thing is I want to get out of here before Joey gets all worked up and starts calling everybody bitch.
Joey: What are you talking about bitch?
Og ligeledes som McClane i de forgange film, så havde han også andre planer denne gang. Men det er hårdt at være Amerikas ”yippie-kay-yay betjent”. Det medfører ændringer i planerne.
Som kendt fra de tidligere film, så hader McClane teknologi. Tænk på hvor meget han bandede og svovlede over telefax og flytelefoner i hhv. film nummer 1 og 2. Denne gang har internettet, hackere og computerprogrammører set dagens lys og Johns venligtsindethed over for teknologi er ikke blevet mere imødekommende. Set tilbage på hvor mange problemer teknologi har voldt ham, så er det måske egentligt meget forståeligt. Og det er faktisk stadig morsomt at se hans uvidenhed omkring alle de gadgets vi nu engang bruger i vores hverdag. Eksempelvis forsvinder mikrofonens funktion ikke på et webcam ved at holde en hånd for linsen. Forskellen fra Die Hard og mange andre actionfilm, der spiller på humoren er at den i Die Hard ikke er overdrevet, men er fint afdæmpet og ikke er blevet presset ned over manuskriptet så den ikke passer ind (i modsætning til nogle af de store aktionscener i den her film, desværre).
For snakker man Die Hard, så kommer man unægtelig ikke udenom aktionbrag, bandeord og masser af blod. Bevares filmen er da hele ni minutter gammel før McClane har de første rifter. Der kommer tilpas mange skældsord ud af hans mund så man ved man er i det rette selskab. Og så er der aktionscenerne. Det er et godt plot, med gode, rigitg gode effekter. Til gengæld så passer de måske ikke helt ind. En ting er at smadre en helikopter med en bil – se hvordan i biografen. Det er tilpas overdrevet så det kun er McClane, der kan den slags. Til gengæld er der en scene med et F16-fly der fik mig til at tænke på aktionintelligens på højde med True Lies og Eraser (begge med Arnold Schwarzenegger. For dem der skulle være i tvivl var dette ikke en kompliment. Den scene skulle simpelthen have været foruden.
Plottet er rimelig simpelt, men møgsvært at forklare. Det handler om USAa IT-sikkerhedssystem og digitale pengetransaktioner i forbindelse med terror. Det er heller ikke en så vigtig faktor. Det vigtige er at der er nogle der skal foregå noget ”asswooping”.
Filmen går tilbage til konceptet fra de to første film at McClanes familie skal inddrages. Men da, og lad os sige det som det er, at Bonnie Bedelia nok ikke er så ”hot” for øjet som hun var i de første film, så er det denne gang den noget yngre (og kønnere) datter, spillet af Mary Elizabeth Winstead (Death Proof, Final Destination 3), der er foran kameralinsen. Hun er køn og spiller ganske fremragende. For Clerksfans kan et gensyn med Kevin Smith bringe smilet frem på læben. Og velvidende om hvor stor en filmnørd han er, så er hans værelse i moderens hus ganske fremragende. Specielt den collectibles af Obi Wan Kenobi der står bordet er en detalje, der er til at blive i godt humør af. Bonusinfo er her at den er lavet i 1500 eksemplarer og koster omkring 5000,- kr. Jeg jublede indvendigt i hvert fald.
Filmen er god og lever op til forventningerne. Den har mange af de klassiske elementer med, men skinner ved fraværdet af resten. Det skal være en hardcore motherfucker der skal kæmpes imod. Og denne motherfucker skal ikke kunne sig så meget som ”My name is” uden at der skal lyde en fed østeuropæisk accent. McClane skal ryge et karton smøger og være uvenner med alt og alle der er hans overordnede i løbet af de godt to timer sådan en film varer, ellers er det ikke rigtig Die Hard… Men det er en ældre, klogere og knapt så fordanket McClane og der er ikke så meget øst/vestblok politik i verden længere. Og trods fraværet af de elementer så føler man stadig man er med John McClane på arbejde.
Helt klassisk Die Hard bliver det dog ikke. Om det er en skam eller en fordel at filmen lægger en smule distance til de foregående film, tror jeg kommer meget an på hvordan man ser resten af filmen For mig var det både og. Der herskede ingen tvivl om at det var Die Hard jeg så, men samtidig også meget klart at det var en seperat fortælling om McClane og ikke en videreførelse af de tidligere – og siger man ikke også at forandring fryder?
Ekstranummer:
Da vi kom hjem fra biffen syntes vi ikke at Godfather Part 2 og Die Hard 4 var helt nok film-beskuelse for en dag. Jeg er modstander af at give reviews om film/musik man ikke ejer eller har oplevet på lovlig vis. Af samme grund vil jeg ikke give en længere dansk stil om TMNT som vi sluttede dagen med at se, men blot sige den skuffede mig en del. Der havde sine momenter, men meget må laves om. Jeg skal ikke i biografen og se den. Så indtil jeg finder den på tilbud på DVD, eller har en rabatkode til overs jeg skal have brugt, så vil jeg nøjes med at give den en kakrakter. Så må den uddybende anmeldelse vente til jeg får den ind af brevsprækken.
:D:D
Og man skal jo holde sig i træning i ferien...