Og da jeg samtidig blev færdig med ugeopgaven i dag (tak til Kourinso for kyndig assistance), så skulle den lige opleves. Jeg kom desværre ikke i biffen - til trods for at jeg vil mene det var hovedkandidaten til at komme ind og se (dræbende stagnerende intetsigende) danske film. DTS-sporet var et lækkert bekendtskab og filmen er også noget af det bedste fra dansk filmindustri jeg har set længe uden at Lars von Trier har været indblandet - det har han så lidt alligevel da han er den ene af to direktører i Zentropa som står bag filmen. Den er 117.000 gange bedre end Nordkraft, der dog er noget af den værste gang bræk jeg har brugt en halv time på at se...Vi starter lige med det de tre ting ved filmen, der trækker den ned:
Castingen er lidt skæv. Forstå mig ret, Laura Christensen, Julie Ølgaard, Stephanie Leon og Sara M. Olsen er glimrende skuespillere. Faktisk noget af det bedste set i dansk film i laaaaaaang tid. Thank God. Men at spille 9-10 klasses elever er de for gamle til. Kan man sætte sig ud over det - til trods for det skærer i øjnene konstant når de befinder sig på skolen.
Den anden ting er historieforløbet. Der kommer stilstand i filmen. Dens opbygning til 'point of no return' er for kort i filmens kontekst. Især fordi den gerne vil bygge et had op mellem de to parter. Klimaks kommer bare for tidligt. Hovedpersonen er for naiv i situationen og så taber den desværre realismeværdien.
Klipperytmen er for blandet. Det er fint med en Tony Scott MTV klippestil (Domino) - ok måske helt så meget som han gør, men så skal det vedholdes. Det sker kun i starten og en enkelt gang i slutningen. Ellers er det lange (flotte) scener og vinkler, men det skaber lidt forvirring for spændingen stiger i filmen og behovet for det, hvis det ønskes benyttet i filmen er der stadig. Her kommer det bare til at føles lidt som "nøj det var da en fed ting, men hvorfor har de ikke brugt til de andre scener hvor der er lige så meget behov for det, hvis de kan finde ud af at bruge det?"
De gode aspekter ved filmen er heldigvis i overtal.
Historien er god, stærk og personlig, til dels original i danske sammenhænge - skuespillet finder jeg troværdigt. Der fokuseres på personernes forhold imellem uden at drukne i lange udenomsfortællinger og overflødige scener om noget vi allerede har fået fortalt om personernes baggrund. Cecilies problemer i hjemmet f.eks. Kun en gang det vises og en gang det fortælles - tak for det, vi har fattet det og vi har det i baghovedet når vi ser Cecilie og oplever hendes handlinger
Den tager samfundsproblemer op uden at blive en dogmefilm eller på anden måde ligne en film hvor kameraet ikke har en ødelagt linse eller kameramanden har parkinsonssyge. Det er også ganske nyt for danske produktioner.
Kameravinklerne er perfekte. Jeg brokkede mig over klipningen men vinklerne fejler intet. Scenen på legepladsen, i cafeen (som har et fedt klip iøvirgt) og skolegården er blot eksempler på fremragende fortællerteknik. Det er svært at se det er Christian Christiansens første film som instruktør, for det er sgu solidt arbejde.
Var på vippen til at give den tre logoer men mine nuværende begejstring for filmen så får den fire.
Jeg er meget uenig i at filmen er IKKE-Hollywood'sk. Der er eksempler inden for denne genre af film at historier ikke ender lykkeligt. Se på Crash f.eks. At filmen så er vildt overvurderet er en anden sag... Men det er i høj grad en af de mest populære film i det forgange år. Og hele instruktionen er taget ud af Hollywood - men det gør den ikke ringere. Hollywood kan nogle ting med at underholde det brede publikum. Se på Fjols1 og Fjols2 når de går i biffen og ser en aktionfilm fordi det er dyb filmkunst (eller også kan de ikke kapere at skulle tænke selv, fordi de så ikke kan følge med i underteksterne samtidig) - Det er et succesmiddel af de store.
Den alternative slutning på filmen er iøvrigt ikke helt tosset.