Chart Attack

Dette runde tal i antallet af spam-entries fra undertegnede skal bruges på at grave lidt dybere ned i noget jeg tidligere har udtrykt en foragt overfor. De såkaldte web2.0 selv-iscenesættelse sider som eksempelvis YouTube, MySpace og lignende. I hvert fald når de bruges af privatpersoner. Nu eskalerer det som en sindsyg, hvor du, jeg og hver person med et webcam og noget internet kan have sin egen lille Bigbrother/Robinson/Baren/Paradise Hotel-udsendelse. Sider som Ustream.com, blogtv.com og stickam.com gør at nettets flere af internettets ipadresser bliver fyldt op med dagligdagspladder og uinteressant snak og video af Marie fra Vojens vis hest måske har en affære med en middelmådig speedwaykører - Altså ganske uinteressant, medmindre man virkelig kender Marie.

Men stakkels lille mig er bare ikke med på tangenterne når tidens noder bliver komponeret. De fleste af os kender LonelyGirl15, nok det bedste eksempel på vellykket viral marketing, udført af den 19 årige Jessica Rose - en skuespiller fra New Zealand. Men mange troede på at LonelyGirl15 rent faktisk var en meget deprimeret teenagetøs på omkrin de 15 - 16 år, og i videoerne var hun kendt under navnet Bree. Det hele var et scam, men promoveringen lykkedes og i dag er hun en ret eftertragtet skuespiller. Ligesom resten af holdet bag LG15-serien er blevet noget mere kendte personer inden for screenwriting, instruktion osv. Et amatør-reality-show, der virkelig gav bonus. I bund og grund vil jeg mene at YouTube burde skylde en del penge ud til de Jessica Rose og co., da de i stor grad er skyld til YouTubes meget store fremgang.

Og det er jo så her jeg virkelig ikke forstår hele konceptet. Eller jo, jeg forstår halvdelen af konceptet. Kan man få sit navn eksponeret i sådan en grad som det var tilfældet for LG15, og har man altid drømt om at lave film eller tv giver det meget mening at udføre det. Men hvad med seerne? Hvorfor er det så satans morsomt og interessant at se om andre menneskers liv. Mennesker man ikke kender. Mennesker man, uanset problemer, aldrig nogensinde vil kunne have den mindste indflydelse på. De nye internetsider, og i takt med at udlevere sig selvm og snart måske endda 24 timer i døgnet, 365 dage om året, betyder trods privatlivsudleveringen at flere og flere vil udlevere sig selv. Og i langt de fleste tilfælde vil de drukne i mængden og ikke få det mindste ud af det, hvad får dem så til at gøre det?

LG15 og den kommende tendens viser også at folk æder det hele råt. Kildekritik er fremmedord og internettet er troværdigt. Hvad der er sket af udvikling mellem min generation og de umiddelbare årgange herefter, hvor troværdighedsfaktoren er virkelig forskellig, er mig virkelig en gåde. Det er til gengæld møgsvært at banke det ind i knolden på folk at det de ser højest sandsynligt er iscenesat. og så kan man være nok så gode venner, der ikke kender hinanden fra internettet. Måske man skulle lave sådan en video-entry og så forklare det den vej?

Udemærket artikel...

Fanger også mig selv i af og til ikke at være kritisk overfor det jeg læser på nettet...

Jeg selv kan godt li' ideen bag Web 2.0, folk der virkelig kan noget rigtig godt bliver opdaget den vej igennem dog er der mange som drukner i mængden som du siger fordi det er blevet så populært at have en konto hos youtube, myspace og you-name-it.

Jeg er også kæmpe tilhænger af både det semantiske web, web2.0 og 3.0. Det der bare kan irretere mig noget så grusomt er når det "brugerdefinererede indhold" går hen og bliver intetsigende.

Det er vel aldrig usundt at udvise lidt kildekritik. Specielt på internettet, hvor alle med 1000.- kan købe et webkamera, downloade en trialversion af et videoredigeringsprogram og uploade til internettet.

Jeg har ikke sat mig ind i de ovennævnte web 2.0 og 3.0, men jeg er selv en sucker for de iscenesatte realityshows, som Robinson, Paradise Hotel, Big Brother, hvor handlingen mere eller mindre er forudbestemt m.m.

Men der ved man, at der sidder et redigeringshold og bestemmer, hvad jeg skal se.

Det er lidt det samme som på internettet, men der er det lidt sværere at skelne mellem virkelighed og konstrueret virkelighed. Kildekritik burde vi jo vise overfor alle medier. Skriftlige, visuelle og virale medier.

Jeppe Nybroe fra DR viste tydeligt, at man ikke skal tro på alt, hvad man ser, da han blev taget i alvorlig nyhedsmanipulation, da han foregav at være med på de danske soldaters udrejse fra Irak.

Fedt emne du har startet Qzl, men 5000 indlæg. Chreddy indhenter jo indenfor et par måneder med det snegletempo du poster i

...

Er det ikke blot en ny "15 Minutes of Fame"? Og hvor mange ser rent faktisk Marie fra Vojens hest?

En ting er eksponering men en anden ting er om det ekspornerede blev set (Dårlig sætning men bedste løsning mit hoved og jeg kunne komme frem til). Forskellen fra Meretes Mave og alle de lokalt interviewede fra TV2 - Nord er at aldersgrænensen er røget ned samt at alle kan lave det. Som skrevet kan enhver med et billigt kamera, en trial version af Premiere og sig selv lave diverse ligegyldigheder.

Men spørgsmålet er om det blot er web2.0? Eller om man også skal tage mobiltelefoner, ungdomstv og alt det andet som er kendetegnet ved denne generation. Eksponering og ikke-fysisk social kontakt er jo blevet større og større.

For mig at se er problemet ikke så meget eksponerering, den kan være træls men man kan dog blot "zappe" væk fra siden, problemet er snarere at fysisk samvær mennesker imellem bliver formindsket til ingenting.

Med forbehold for stave- og andre fejl.

Nice indlæg QrazyLeg - og tillykke med post 5000

Om en måned når Qrazyleg post 8000. Den dag skriver han et indlæg om hvorfor radiser er røde og film altid er bedst, når man ikke kan få fat på dem.

...

Haha!

Jamen der er noget om det. Hele den glæde der er ved endeligt at finde en film, man har ventet, eller slet ikke forventet ville udkomme på dvd, er jo ikke til sammenligning. Spændingen ved at sætte den i dvd'en og blot nyde gensynet med første scene er jo fænomenal. Masters of Cinema udgav Metropolis som netop gav mig ovenstående oplevelse

Ligeledes med film der er gået i OOP. Når man så finder den på en underlig japansk eller fransk side efter måneder/års søgen er jo fantastisk.

---

Men jeg mener faktisk dette her er tegn på en meget skræmmende ungdom. Jo udsendelser som Hjerteflimmer (hedder det ikke det?), hvor teenagere hyler op om deres kærlighedsproblemer - hvilket jo egentlig ikke er et problem, sammenlignet med hvad teenagere fra visse andre verdensdele har at gøre med i hverdagen - er da helt klart også et tegn på manglende intelligens hos en del unge.

Robinson, BigBrother og hvad de nu hedder alle sammen er en forpestende generator for folk og sendeflade om en type af mennesker, der bare vil være kendt og så er det ligemeget som "hvad". Jeg vil personligt også gerne være kendt og respekteret. Men det er sgu ikke bonus pater på gågaden, der skal kende mig. Med de personer kunne jeg ikke være mere ligeglade. Jeg vil være kendt inden for mit arbejdsområde af de rette folk og jeg mener der er en klar distance fra den type af celebrity til den jeg omtaler i første indlæg. Af samme grund arbejder jeg helst bag kameraet (og nej det betyder ikke jeg er kameramand, i stedet for foran det). Dem der skal vide hvilket stykke (måske fantastisk) arbejde jeg udfører er jeg sikker på de får det at vide.

Jeg sidder i bussen og er snart ved endestationen (det fantastiske solbeskinnede THY --- buwahh) Så mit indlæg må lige blive suppleret senere.

Jeg hæfter mig ved at du ikke mener at de unges problemmer i dk er nogle egentlige problemmer. Og det vil jeg da som sådan give dig helt ret i. Der er en verden til forskel på at skulle løbe zig zag mellem landminer i cambodia og så på ikke at kan få råd til sit fake gucci armbånd.

Dog må jeg minde dig om at man lever i det samfund man - ja lever i.
Et meneskes virkelighedsopfattelse er altid krafttigt påvirket af ens nær miljø og det er her min pointe ligger.
Disse unge er vokset op med rigdom, købekraf aldrig set magen til i den vestlige verden og et samfund der på alle måder passe på disse små guld - thi de er fremtiden.

Det er svært at blive andet end viklet ind i det net af selv iscenesættelse og kampe op opmærksomhed, som de unge i dag har i deres hverdag.

Hvis dit største problem som barn er at Sofie fra 7b ikke vil snave dig til skolefesten - så er det nu engang det største problem du har i din hverdag.
Det jeg mener er, at man implicit vurdere størrelsen på ens problem, ud fra erfarringer og på den måde kan sofen sofie fra 7b faktisk godt være et stort problem.

Nu kan jeg se trinbrættet aka skuret aka thisted... jeg vender tilbage når jeg får startet kondicyklen så jeg kan få sparket noget strøm gennem dynamoen og ind til min bærbar.

Jeg er lige på vej ud af døren... men jeg vil godt lige kommentere udtrykket "Man lever i det samfund man lever i". For jeg er ganske enig i det udtryk, men så tager man netop ikke hensyn til samfundet når man skal definere sit problem. Et længere redegørelse om hvorfor Sofie fra 7b i stedet går under kategorien "Man lever i det samfund man oplever i" giver jeg svar på senere. Og skal den trækkes længere ud så vil jeg sige "man vurderer i det samfund man oplever i".